Teori
Reggae- rytmen adskiller sig fra andre rytmer på flere områder. Reggae- rytmen bliver sædvanligvis vis spillet i et lavere tempo på mellem 50- 90 taktslag i minuttet. Den har det særlige kendetegn, at det er storetrommen, der er domminerende på 2 samt 4 slaget i modsætning til f.eks. rockrytmen, hvor det er lilletrommen, der er domminerende på 2 samt 4 slaget. Storetrommeslaget bliver forstærket af et let kantslag på lilletrommen. Kantslaget på lilletrommen, spilles samtidig med storetrommeslaget. På det første taktslag spilles der kun på hi-hat.
Rytmer
Her kan du se forskellige Raggae- rytmer som pdf- fil:
Du kan høre rytmerne som lydfil her:
Reggae
Reggae er en populærmusikstil, der opstod i Jamaica i slutningen af 1960’erne og hurtigt dukkede op som landets dominerende musik. I 1970’erne var det blevet en international stil, der var særlig populær i Storbritannien, USA og Afrika. Det blev bredt opfattet som en stemme for de undertrykte.
Reggae udviklede sig fra disse rødder og bar vægten af stadig mere politiserede tekster, der adresserede social og økonomisk uretfærdighed.
Blandt dem, der var banebrydende for den nye reggae-lyd, med dens hurtigere beat drevet af bassen, var Toots and the Maytals, som havde deres første store hit med “54-46 (That’s My Number)” (1968) og Wailers—Bunny Wailer, Peter Tosh og reggaes største stjerne, Bob Marley – som indspillede hits i Dodd’s Studio One og senere arbejdede med produceren Lee (“Scratch”) Perry. En anden reggae-superstjerne, Jimmy Cliff, opnåede international berømmelse som stjernen i filmen The Harder They Come (1972).
Denne jamaicanske film, som er en vigtig kulturel kraft i reggaes verdensomspændende udbredelse, dokumenterede, hvordan musikken blev en stemme for de fattige og fordrevne. Dens soundtrack var en fejring af den trodsige menneskelige ånd, der nægter at blive undertrykt.
I løbet af denne periode med reggaes udvikling voksede en forbindelse mellem musikken og den rastafarianske bevægelse, som tilskynder til flytningen af den afrikanske diaspora til Afrika, guddommeliggør den etiopiske kejser Haile Selassie I (hvis forkroningsnavn var Ras [Prins] Tafari), og støtter den sakramentale brug af ganja (marihuana).
Rastafari (rastafarianisme) går ind for lige rettigheder og retfærdighed og trækker på den mystiske bevidsthed fra kumina, en tidligere jamaicansk religiøs tradition, der ritualiserede kommunikation med forfædre. Udover Marley and the Wailers var grupper, der populariserede fusionen af Rastafari og reggae Big Youth, Black Uhuru, Burning Spear (primært Winston Rodney) og Culture. “Lovers rock”, en reggaestil, der fejrede erotisk kærlighed, blev populær gennem værker af kunstnere som Dennis Brown, Gregory Issacs og Storbritanniens Maxi Priest.
I 1970’erne spredte reggae sig, ligesom ska før det, til Storbritannien, hvor en blanding af jamaicanske immigranter og indfødte briter skabte en reggaebevægelse, der producerede kunstnere som Aswad, Steel Pulse, UB40 og performancepoeten Linton Kwesi Johnson.
Reggae blev omfavnet i USA i høj grad gennem Marleys arbejde – både direkte og indirekte (sidstnævnte som et resultat af Eric Claptons populære coverversion af Marleys “I Shot the Sheriff” i 1974). Marleys karriere illustrerer, hvordan reggae blev pakket om, så det passer til et rockmarked, hvis lånere havde brugt marihuana og var nysgerrige efter musikken, der helligede det.
Fusion med andre genrer var en uundgåelig konsekvens af musikkens globalisering og indlemmelse i den multinationale underholdningsindustri.
Dancehall-deejays fra 1980’erne og 90’erne, der forfinede praksissen med at “toasting” (rappe over instrumentale numre), var arvtagere til reggaes politisering af musikken.
Disse deejays påvirkede fremkomsten af hiphopmusik i USA og udvidede markedet for reggae til det afroamerikanske samfund. I begyndelsen af det 21. århundrede forblev reggae et af de foretrukne våben for de fattige i byen, hvis “lyriske pistol”, med kunstneren Shabba Ranks ord, gav dem en vis respektabilitet.
Find flere videoer om trommespil
Læs mere
